Historie
Kontorets åbningstider: Man.-Tors. - 9.00 - 15.30 og Fredag - 9.00 - 14.00

Historien om Herning Kirkegårde

 

Vestre Kirkegård opfattes af mange herningensere som byens gamle kirkegård, mens Nordre Kirkegård på Gullestrupvej er den nye. Men da Vestre Kirkegård blev anlagt i 1872, havde der boet mennesker i Herning i hundreder af år. Og som alle andre steder i landet havde herningenserne bygget kirke i middelalderen - lige ved det sted hvor Hedeagerkirken ligger.
På bakkeskråningen syd for kirken lå den oprindelige landsby Herning i det nuværende kvarter omkring Solvænget/Højvænget og Sneppevej/Falkevej. Gl. Kirkevej minder stadig om forbindelsen mellem landsbyen Herning og dens kirke.

Hernings første kirkegård
Rundt om kirken blev der indrettet kirkegård, og en del af den eksisterer endnu. Den gamle kirkegård er stadig omgivet af det karakteristiske dige, der skulle holde de løstgående kreaturer væk fra gravene.
Kirkegården på bakken havde imidlertid to problemer. Det væsentligste var vand. Jorden var ganske enkelt så fugtig, at der ofte skulle øses vand op af de nygravede grave, så kisterne ikke skulle sænkes ned i det klare vand.
Hernings byudvikling udgjorde det andet problem. Byens udvikling var siden 1830'erne foregået omkring Tinghuset, Hotel Eyde og Torvet. Det betød at de nye herningensere fik et godt stykke vej til kirke og kirkegård.
Desuden blev kirkegården for lille, efterhånden som byen voksede. Og den voksede hurtigt. Fra 1830, hvor den første byudvikling satte ind, til 1870 blev indbyggertallet fordoblet - fra godt 500 til over 1000.

Assistentskirkegården
Nogle af den nye bys ledende skikkelser : postmesteren, apotekeren, sagføren og gæstegiveren dannede et kirkegårdsudvalg og gik igang med at finde plads til en ny kirkegård nærmere byen. Udvalget købte i 1872 et jordstykke lige vest for en plantage, Hedeselskabet havde planlagt. Plantagen blev senere til Vestre Anlæg - Hernings første offentlige park.
Byens nye kirkegård blev kaldt Assistentskirkegården, da det i begyndelsen var meningen, den skulle assistere den gamle. Betegnelsen opnåede imidlertid aldrig folkeligt rodfæste, og da begravelserne efterhånden ophørte på den gamle kirkegård, fik kirkegården ved anlægget det mere mundrette navn, Herning Kirkegård, eller i daglig tale blot kirkegården. I vore dage hedder den Vestre kirkegård, et navn der opstod da Nordre Kirkegård blev indviet i 1969.

 


Hernings første kirkegård findes stadigvæk
- lige ved siden af Hedeagerkirken.

 

Da Vestergade hed Kapelvejen
Assistentskirkegården blev indviet i efteråret 1872, men den gamle kirkegård blev stadig benyttet til begravelser i nogle år. Kirken blev også fortsat brugt. Først i 1889 blev den nuværende Herning Kirke bygget, og den gamle kirke revet ned.
Der findes stadig enkelte grave på den gamle kirkegård : for eksempel grundlæggeren af Hernings første kro - det senere Hotel Eyde - P. C. Berthelsen, og grundlæggeren af Hernings første handelshus , Truels Gravesen. Besøgende på kirkegården kan i øvrigt læse yderligere historiske oplysninger på de opstillede plancher.
I det nordøstlige hjørne af den nye kirkegård, blev der opført et lille kapel. Det gav anledning til, at Vestergade i mange år blev kaldt Kapelvejen. Kapellet blev i 1897 udvidet og indrettet med to afdelinger :
"Et for lig efter epidemiske (smitsomme) sygdomme og et for andre lig. Samtidig er klokken ophængt i et højere stativ, der er rejst på kirkegården," fortalte Herning Folkeblad sine læsere. Kapellet blev revet ned i 1935 og erstattet af det nuværende.

Den første begravelse
Klokken, som Folkebladet fortæller om, stod oprindeligt i sin klokkestabel lige ved kapellet. Den var hentet i Århus af Jeppe Chr. Pedersen, der havde en lille fragtmandsforretning i Herning.
Da Jep Fragtmand kom til byen med den nye klokke, holdt han ind hos apoteker Møller, der var med i kirkegårdsudvalget. Sammen beså de den nye herlighed, og den gamle fragtmand sagde : "Ja, apoteker Møller, Gud ved, hvem der skal blive den første, klokken kommer til at ringe over."
Skæbnen ville, at det blev Jep Fragtmand selv. Han blev som den første begravet på assistentskirkegården 21. juni 1873. Samme dag blev der endvidere flyttet otte kister fra den gamle kirkegård til den nye.

By og kirkegård vokser
Fra begyndelsen havde Vestre Kirkegård ikke den udstrækning vi kender i dag. Første udvidelse fandt sted i 1924, hvor kirkegårdens første afdeling, der grænser op til Vestre Anlæg, blev forøget med en ny afdeling mod vest. Otte år senere voksede kirkegården mod syd til jernbaneterrænnet, hvor der desuden blev anlagt en afdeling til børnebegravelser.
"Den gamle form for børnebegravelser var forkastelig. Der blev udpeget gravpladser, hvor det bedst kunne lade sig gøre - oftest små indkilede stykker jord. Nu har vi fået en virkelig børnekirkegård," fortalte daværende kirkegårdsgartner Emanuel Jensen.
Næste udvidelse skete i 1962 - igen mod vest. I den forbindelse blev p-pladsen for enden af kirkegården anlagt. Udvidelserne hang sammen med en eksplosiv forøgelse af Hernings indbyggertal : Fra den første udvidelse i 1924 til udvidelsen i 1962 var byen vokset med 15.000 indbyggere - mere end en fordobling.

Menighedsrådet i byens eneste kirke, Herning Kirke, administrerede kirkegården. I 1948 kunne medlemmerne konstatere, at Hernings befolkningseksplotion ville fortsætte, og de besluttede sig for at købe ny kirkegårdsjord. Samtidig voksede Herning mod øst, og det blev vedtaget, at den nye kirkegård skulle ligge i denne del af byen.
Menighedsrådet købte et areal lige nord for Herningsholm, men da Herning i løbet af 1950'erne også voksede mod nord, blev denne placering imidlertig opgivet, og menighedsrådet købte istedet jord ved Gullestrupvej, hvor Nordre Kirkegård skulle anlægges.
Da planlægningen af Hernings tredie kirkegård gik igang, var menighedsrådet i Herning Kirke imidlertid ikke længere alene om opgaven. Byen havde fået to nye kirker, Sct. Johannes Kirke i 1955 og Fredens Kirke i 1963, og de tre menighedsråd havde i fællesskab ansvaret for kirkegårdens drift.
I slutningen af 1980'erne, da også Hedeagerkirken og Gullestrup Kirke var kommet til, oprettede menighedsrådene imidlertid et særligt udvalg, Herning Kirkegårde, der skulle varetage den daglige drift. Hvert af byens fem menighedsråd vælger to medlemmer til bestyrelsen for Herning Kirkegårde, der suverænt træffer beslutninger om kirkegårdens drift.

 


Man kender ingen fotografier af det første kapel på Vestre Kirkegård,
men Gunnar Jespersen lavede i forbindelse med sin bog
"Herning i svundne dage" denne tegning af kapellet, som han huskede det.

 

Arkitekttegnet kirkegård
I 1964 var det dog stadig menighedsrådenes kirkegårdsudvalg, der skulle planlægge byens nye kirkegård. Resultatet blev i første omgang en nordisk arkitektkonkurrence. 52 forslag dukkede op, da fristen var forbi - 20 kom fra norske, svenske og finske arkitekter.
Det blev dog et dansk arkitektpar, Knud Joos og Jørn Palle Schmidt, der løb med vinderprisen. De havde foreslået at indrette Hernings nye kirkegård som en skovkirkegård.
"Den nye kirkegård er anlagt efter utraditionelle retningslinier, idet der ikke bliver indhegnede gravpladser. De vil blive anbragt frit mellem bevoksningen og på de store græsarealer", skrev Herning Folkeblad ved indvielsen i juni 1969.
Foran hver gravsten fandtes en beskeden plads til blomster og lignende. Det betød, at kirkegårdspersonalet skulle vedligeholde det meste af kirkegården, og sognepræst Kr. Sommer, Herning Kirke, begrundede det således, da han indviede Nordre Kirkegård :
"Vi forudser dén udvikling, at færre og færre giver sig tid til at gå på en kirkegård og holde et gravsted. Man flytter andre steder hen, og lader kirkegårdspersonalet om resten."
Nordre Kirkegård ville få plads til omkring 5000 gravsteder, og i mange år så det ud til at være nok. I midten af 1990'erne blev kirkegården dog udvidet med endnu en afdeling, der tages i brug i begyndelsen af 1999.

Vekslende gravskikke
Historien om kirkegårdene i Herning er også historien om, hvordan gravskikkene har ændret sig gennem tiderne.
De første mange år blev alle herningensere begravet i kister, og i forrige århundrede var skikken så indgroet, at ældre mennesker ofte havde både kiste og ligklæder liggende
parat på loftet.
Urnebegravelser var dengang højst usædvanlige, og derfor fandtes der ingen særlige afdelinger til dén type begravelser.
Det ændrede sig imidlertid i 1969, da en del af Nordre Kirkegård blev indrettet til urnegravsteder.
Det viste sig hurtigt, at interessen for urnebegravelser var stor, og i midten af 1970'erne fik Vestre Kirkegård også plads til urnegravsteder.
Fra midten af 1990'erne stagnerede urnebegravelserne imidlertid, og da det er vanskeligt at forudse udviklingen i begravelsesmønstret er den nye afdeling på Nordre Kirkegård indrettet,
så den både kan bruges til kiste- og urnebegravelser.

 


Nordre Kirkegård blev indviet juni 1969.
Den første afdeling var "Skoven",
der senere er udbygget med urnegravplads
og i 1999 med en ny afdeling mod øst.



Forholdet til gravstederne
Da Vestre Kirkegård blev anlagt, var Herning en landsby med omkring 1100 indbyggere. Byens landlige præg holdt sig langt op i tiden, og i februar 1897 måtte kirkegårdens bestyrelse rykke følgende annonce ind i Herning Folkeblad : "Vedkommende anmodes om at holde deres høns fra Herning Kirkegård og det areal, der tilhører den."
Én ting var høns på gravstederne, noget andet var menneskenes måde at passe gravstederne på. Senere i 1897 måtte kirkegårdsledelsen indskærpe, at ukrudt fra gravene skulle smides i affaldsbunken og ikke alle mulige andre steder på kirkegården.

De efterladtes manglende pietet og ordenssans i omgangen med gravstederne var langt op i tiden jævnligt til debat. I maj 1923 gav det anledning til en del skriverier i Herning Folkeblad.
Første skud blev løsnet af forretningsfører A. R. Bendixsen, Herning Folkeblad. Han skrev et læserbrev i sin egen avis, hvor han udtrykte den harme, der havde grebet ham ved at se en del af gravstederne på kirkegården.
"Var det ikke på tide, at der blev vedtaget et regulativ for Herning Kirkegård, hvorefter en gravstedsejer ikke må lade et gravsted forfalde, uden at vedkommende kommer til at betale, for at få gravstedet gjort rent igen?" skrev Bendixsen.
Kirkegårdsgartner Hansen fulgte op med et læserbrev, hvor han bekrætftede Bendixsens opfattelse af ligegyldigheden med gravsteder. Men han kunne vanskeligt stille noget op : "Jeg skal oplyse Dem om, at jeg i dette forår har sløjfet ca. 60 forsømte gravsteder. Se, det er nu ikke så let at rydde blot et enkelt gravsted af denne slags, der tit et helt vildnis af hække, buske, træer m.m."
Læserbrevsdebatten foranledigede Kirkegårdsinspektionen til at indskærpe at, "de gravsteder, der ikke er sømmeligt vedligeholdt eller overdraget kirkegården til vedligeholdelse, vil blive ryddet og besået med græs eller grusbelagt, såfremt istandsættelsen ikke har fundet sted senest 14 dage fra dato."